Laila er en kvinde,
Og aller inderst inde,
Er hun helt sig selv ligesom du og jeg,
Laila ler og si'are slet ingenting,
En lallende tosse der ståare på spring.

Solen skinner, Laila ler,
Og ingen fatter hvad der sker
Nåare Laila hun ler.

Laila kan for fornemme
En meget dejlig stemme,
Der lever og synger I hendes verden,
Laila ler, ta'are dummemasken på,
Der er alligevel ingen der kan forstå.

Solen skinner, Laila ler,
Og ingen fatter hvad der sker
Nåare Laila hun ler.

Laila er en tosse,
Laila er en tosse.

Laila hun er bange,
For denne verdens lange
Og endeløse rækker af ansigter der bare
Vrider sig I sten og is,
Laila har sit eget paradis

Hvor solen skinner, Laila ler,
Kun Laila fatter hvad der sker
Se Laila hun ler.

Laila er en tosse,
Laila er en tosse.

Laila er en tosse,
Laila er en tosse.

Laila gi' mig øjne
Så denne verdens løgne
Ikke trænger længere ind,
Lai-Lai-Laila ler, og la'din latter stå,
La' den male himmelen lyseblå.

Solen skinner, Laila ler,
Og ingen fatter hvad der sker
Nåare Laila hun ler.

Laila er en tosse,
Laila er en tosse, åh-åh ååh.

Laila gi' mig ører,
Så jeg forståare at høre
Stemmen der synger I dig,
Lai-Lai-Laila le, og lad som ingenting,
Nåare du bliver spærret inde på C, C, C, C.

Solen skinner, Laila ler,
Kun Laila fatter hvad der sker
Se Laila hun ler.

Laila ler, Laila ler,
Laila ler, Laila ler.